Du er her:


Vinterdyk ved Amager Strandpark, februar 2011
Carsten Johannesen 2011-04-19 17:37
På papiret var det rigtig dejligt vejr til en lille dykkertur lørdag d. 19. februar, med svag vind, solskin og blå himmel, så vi var fire dykkere afsted til Amager Strandpark sammen med Sanne, der agerede overflademandskab.
Vinden ved Amager Strand var bidende kold, så det skulle gå hurtigt med at klæde om og gøre klar.
Min primære regulater var frosset og blæste allerede inden den var kommet i vandet, så jeg måtte bruge min octopus, og så henvise Anders til overfladen, hvis han skulle få brug for luft dernede.
Vandet på nordsiden af molen var fyldt med grødis, og da Anders og jeg stod i det til livet forsøgte Anders om han kunne komme under. Det kunne han ikke, da laget af grødis var for tykt, så vi måtte vende om og gå op på molen for at komme i.
Da vi kom under var det mest bemærkelsesværdige at se alle sten og planter i vandet dækket af store iskrystaller, der lå i tykke lag, og som blev hvirvlet ud i vandet, når man rørte ved dem.
Efter godt 20 minutter var det tid at komme op og få varmen, og der skulle stampes hårdt med fødderne for at få blod ned i dem igen. Som Anders tørt konkluderede efter dykket: "Bare fordi solen skinner og himlen er blå, behøver det ikke være godt dykkervejr".
Det var det nu alligevel - men det må godt blive 20 grader varmere.
Arrangør: Mark
Øvrige deltagere: Tine, Sanne (overflademandskab), Anders og Carsten