Du er her:


Gravemaskinen, april 2011
Carsten Johannesen 2011-04-19 17:38
DK Diver arrangerede tur til Gravemaskinen ud for Hundested, og Torben og jeg havde begge tilmeldt os turen.
Vi mødtes i Hundested kl. 8.30 og pakkede grejet ombord på båden DkDiver - et lille stålskib med et rummeligt agterdæk, kahyt og ikke mindst toilet.
Efter cirka en times behagelig sejlads var vi på positionen, der blev bundet på, og så var vi klar til at dykke.
Gravemaskinen blev tabt under bugsering i dårligt vejr, og nu står den ret på bunden med bagenden sunket ned i sandet. Graben og en del af grab-armen ligger løst på bunden og der er trukket liner derud fra selve gravemaskinen.
Der var bundet på den forreste del af grab-armen ved selve gravemaskinen. Hele vraget var flot overbegroet af store søanemoner. Vi svømmede først en tur rundt om selve gravemaskinen og derefter fulgte vi linen ud til graben og den resterende del af grab-armen.
Sigten i overfladen var ret dårlig, men nede på selve vraget under springlaget var den ganske fin (omkring 7 m).
Tilbage på båden efter første dyk var det tid til en kop kaffe for at få lidt varme i fingrene igen, så de kunne holde på madpakken. Og da alle var oppe af vandet startede det sædvanlige skænderi om, hvem der havde mudret mest op - i hvert fald ikke os.
Efter godt en time i overfladen hoppede vi i vandet igen til andet dyk. Vi svømmede en tur rundt om selve maskinen, og dernæst var vi en tur mere ude ved graben. Gavemaskinens dimensioner er imponerende - grab-armen er en gitterkontruktion med en højde på omkring 2 m på det inderste stykke, og larvefødderne er omkring 1,5 m brede.
Vi var tilbage i Hundested midt på eftermiddagen efter en super hyggelig tur.