Konference om Teknisk Dykning i Stockholm

(Kort) Referat fra Teknisk dykkerkonference, KTH (Stockholm) Januar 2012.

I Danmark er det småt med dykkerkonferencer om teknisk dykning. Skal der samles viden op på dette område skal man til udenlandet. England er normalt en oplagt kandidat med ihvertfald en teknisk orienteret konference om året. Men i vores nabo land Svergie har Kungliga Tekniska Höskolas Dykklub (KTH) deres egen konference der bliver afholdt hvert 6.år. I 2012 er man nået til den 4. i rækken. Programmet så spændende ud så vi var 3 mand der besluttede at tage en weekend i Stockholm for at se hvad der sker på den svenske front indenfor teknisk dykning.

Konferencen blev afholdt på KTH (Ingeniør højskolen i Stockholm) og der var vel noget der ligner små 200 deltagere. Konference programmet bød på 7 fordrag om lørdagen og om søndagen med varierende emner indenfor teknisk dykning. En forhandler udstilling var tilknyttet til konferencen hvor der for en stor dels vedkommende var udstillet en del rebreathere. Udstillingen var ikke specielt stor men med en mindre konference er det vel også begrænset hvem man kan få til at stille op. Dog var der lokket en ny lygte leverandør op fra Tjekkiet, samt AP Valves så nogen var da rejst en del vej med deres udstyr for at præsentere det på messen.

Lødagens program lagde ud med Dr. Sam Mitchell der var hentet til fra Auckland, NZ. Sam holdt et længere indlæg om CO2 og dens fare forbundet med Dykning. Sam har en baggrund både som ekspert i hyperbar medicin og teknisk dykning og havde derfor en rigtig god ballast for at kunne udtale sig om dette emne. Hvis man troede man viste hvad dder var at vide om CO2 og dykning kunne man godt tro om igen. Efter en times fordrag og en masse noter var der blevet belyst 3 væsentlig aspekter ved CO2 og dykning og at CO2 bestemt ikke kun er til fare for CCR dykkere men i lige så høj grad for OC dykkere. Et meget lærerigt indlæg fra hvad der må betegnes som en af verdens førende eksperter på området. Fordraget blev krydret af diverse New Zealandske annekdoter til stor morskab for forsamlingen. Dagens absolutte topindlæg skulle det vise sig til.

Næste indlæg siftede katagori til den mere historiske side. Eftersøgningen og fundet af HMS Ontario i ”the great lakes”. Historisk meget interessant men det havde ikke så meget med dykning at gøre. Vraget blev lokaliseret ogfilmet med en ROV og lå på +150 m med en hemmeligholdt position. Bestemt meget fine optagelser fra vraget og hvorfor gøre sig besværet med Trimix når man har en ROV syntes konklusionen at være. Men nu er det jo en dykkerkonference vi er på så emnet ramte måske lidt skævt her.

Huleforsker og fotograf Jill H var på efter frokosten. Fokus her var kamera teknik og det emne kan man vist rigeligt holde en separat konference om. Jill bor i Florida og har filmet meget blandt andet Ginnie Springs som hun bor tæt på. Taget i betragtning af hvad Jill har bedrevet af ture var det måske lidt splid af tid han hun talte om valg af kamera typer, fil formater og eksponerings teknik (ambient light everyone...). Men for den kamera intereserede er det helt sikkert godt at få noget input fra sådan en kapacitet. Har man ikke noget kamera må man nøjes med yderligere annekdoter om alligatorer og mokkasinslanger i floridas grotter. Første bid fra en mokkasinslange er åbenbart et ”tørt” bid er uden gift. Så ved man da det til en anden god gang...

Dagen gik videre med lidt RB teknisk indlæg og sluttede af med et længere fordrag om en fyldt jernmine i Sverige og dykning i denne til 114 m i 4 grader ºC. Det var imponerende at se hvad der var blevet lavet af dykkerlogistik i denne mine for at kunne komme til. Trappe, hejs til flasker, opvarmet rum, kompressorrum med Nitrox og Trimix fyldning samt habitat på 4.5 m dybde med indlagt el til varmevest! Og lys naturligvis (i 3 forskellige farver...). Hvem siger at deko behøver at være kedeligt? Der er niveau'er i minen ned til 500 m og mulighed for at lave en ”travers” på 300 m længde på 200 m dybde til en ny hovedskakt. Nogen der savner udfordringer? Nej?

Lørdag aften blev sluttet af med fælles middag og til min store frygt lå der nogle ark med tekster på et udvalg af svenske drukviser. Tekster, der nok gør sig bedst med en væsentlig mængde sprut indebords. Og da jeg også gerne ville have noget ud af dagen derpå var jeg måske ikke rasende engageret i udøvelsen af den svenske sang(s)kat. Men ellers et udmærket aften arrangement hvor man kunne hører spændende dykkerhistorier fra rundt om i norden.

Søndag morgen og dermed konferencens anden dag. En kanelgiffel (de er bare bedre i sverige) og en sort kop kaffe og så var jeg ellers parat til at skulle suge til mig af spændende fordrag denne søndag.  Første en time der nok mest var for RB dykkerne omhandlende måling af O2 i rebreathere samt potentielle nye målemetoder for O2 og CO2. Der er virkelig potentiale for noget udvikling indenfor dette område så det bliver rigtig spændende at følge i de kommende år. Der blev blandt andet vist data for en prototype  af en kombineret O2 og CO2 måler der kunne sidde i et mundstykke. Eneste problem var blot at selve sensoren skal opvarmes til 500-600 ºC for at fungere.

Efterfølgende et fordrag om eksperiment i US Navy om dekompression med brug af Deep stops af Dr D.Doolette. Han arbejder for USN som dykkerlæge og må siges at vide hvad han taler om. Brugen af Deep Stops har været meget debatteret de senere år og for nogle år tilbage havde man i USN sat sig for at undersøge brugen af deep stops nærmere. 80 udvalgte dykkere blev sat til at lave simuleret dyk på 70 m (arbejdende på en kondicykel i en time på bunden!) for så efterfølgende at blev dekomprimeret på enten en standard tabel eller en tabel baseret på deep stops (lidt a la VPN modellen). Den samlede tid for de to tabeller var identisk. I alt skulle gennemføres mere end 300 dyk men efter 200 dyk måtte eksperimentet stoppes da der var konstateret 13 tilfælde af DCS med brug af deep stops mens der kun var 3 tilfælde med standard tabellen. Og heraf var de 2 af tilfældende måske slet ikke DSC. Der var selvfølgelig mange faktorer at betragte i eksperimentet men kort fortalt var deep stops altså ikke vejen ind i dekompressionsdykkerhimlen. Snarere tværtimod. Konklusionen på deep stops var kort fortalt at det var ok at lave korte stop (under 2 min) for dels at kontrollere opstigningshastigheden og dels at sænke partialtrykket i de hurtige væv men at man tilsvarende skulle kompensere på lav dybde med forlænget stop der for at afgasse de langsomme væv. Et kompliceret emne der ikke er udforsket helt til bunds endnu.

Efter frokost var der panel debat med alle fordragsholderne med generel snak frem og tilbage. Der var nogle ”planlagte” spørgsmål til debat samt nogle enkelte spørgsmål fra Salen. En repræsentant fra APValves var også tilstede og en del rettede sig så naturligvis mod fremtidig udvikling indenfor Rebreathere. Generelt blev det diskuteret Rb'ere i forbindelse med almindelig rekreativ dykning og om rebreatheren er moden til det marked. Vi for se.

Dr.Doolette kom på en gang til med et indlæg om Isobaric Counterdiffusion (ICD). Endnu et indlæg med meget højt niveau og detaljeret viden. Den korte konklusion var at ICD ikke havde den store betydning på korte dyk under 6-7 timer og dybder ikke over 90 m. Så fik man da også lige rykket definition for korte/lave dyk!!!

Svenskernes lokale dykkerhelt, Richard Lundgren afsluttede konferencen med et indlæg om vrageftersøgningen og dykningen på vraget ”Mars”. Et storslået skib fra perioden med evindelige kampe mellem Danmark og Sverige. En kamp der endte med at Mars fandt til hvile på bunden mellem Øland og Gotland. Vraget er meget intakt og Richard kunne præsentere nogle rigtig flottte undervandsoptagelser men vi måtte desværre liste af før tid. Toget til København lod ikke vente på sig. En meget succesfuld konference arrangeret af KTH var hermed tilendebragt. Næste konference er om 6 år dvs 2018. Hvis det samme høje niveau kan opretholdes til den tid vil den nok også være et besøg værd.