Om Aquarius

Lidt om os selv

Sportsdykkerklubben Aquarius blev stiftet i februar 1971 og kan således fejre 40 års jubilæum i 2011. Vi har omkring 100 medlemmer. Størstedelen af medlemmerne er mellem 20-40 år og er en lystig blanding af alle mulige mennesker – håndværkere, akademikere, studerende, IT-folk og meget andet. Klubben er baseret på frivillig arbejdskraft, så instruktørerne får ikke løn, og klubben tjener ikke på din uddannelse. Alle aktiviteter arrangeres og afholdes af medlemmerne på frivillig basis.

Fælles for alle medlemmerne er deres passion for vand, og det der foregår, og ikke mindst findes, under havoverfladen.

Medlemmerne har selvfølgelig hver deres opfattelse af, hvorfor det er så fedt at dykke.
Marinebiologerne er ved at gå i selvsving og begynder straks at snakke latinsk, hver gang de ser et stykke tang blafre i vandet. Og så er der dem, der til stadighed ærgrer sig over, ikke at have levet for 50 år siden, så de kunne have deltaget i en krig eller to, men nu må nøjes med de vrag der ligger og flyder i diverse inden- og udenlandske farvande.

Så er der selvfølgelig også udstyrsnørderne, der har travlt med at spankulere rundt med det sidste nye indenfor dykningens uudtømmelige hav af tilbud (de er et studie værd!!!!).

Med andre ord, så er det altid muligt at finde en åndsfælle i klubben, som kan hjælpe dig med at bekræfte dig, i din egen patentopfattelse af verden.

Og hvad laver vi ellers?

Vi har selvfølgelig nogle faste holdepunkter. Når elevholdet er færdiguddannet får de til opgave at holde den årlige Dybdefest, hvor de har frit slag til at afreagere og gøre grin med sig selv og klubbens øvrige latex-fantaster.En anden fast tradition er selvfølgelig den årlige Julefrokost – den kan ikke beskrives, DEN SKAL OPLEVES!!.
Hvert år er der nogle der slår sig sammen og arrangerer dykkerture til andre dykkerklubber i Danmark eller de arrangerer ture til mere eller mindre eksotiske steder som f.eks. Strömstad, Lysekil, Rødehavet eller Borneo.

Vores strand- og kutterture har også en tendens til at udvikle sig rigtig hyggeligt. Efter endt tur og afskylning af udstyr er det ikke ualmindeligt, at grillen bliver tændt op, de kolde øl åbnet, tobakken rullet, hvorefter mere eller mindre sandfærdige røverhistorier bliver fortalt, eller for den sags skyld genfortalt.

I det tidlige forår er det også en tradition at vi mødes i Nyhavn for at hoppe i vandet og slå katten af tønden – til stor fornøjelse og ikke mindst undren for de mange turister der kommer forbi.

Og sådan kunne vi blive ved med at fortælle om livet i Aquarius, men det kan vi fortælle meget mere om, hvis du kigger forbi vores klublokaler. Klublokalerne ligger på Østerbro, i en tidligere brandstation :-) og her kan du finde os hver tirsdag mellem klokken 19 og 21. Om tirsdagen har de færdiguddannede også mulighed for en svømmetur eller for at spille undervandsrugby i svømmehallen, mens eleverne får undervisning.

Kig forbi - du er altid velkommen